SimService M2M løsning til intelligente målere

I forbindelse med at Eltel Networks skal levere nye målere til SEAS-NVE’s 390.000 forbrugere er SimService blevet valgt som leverandør af datakommunikationen. Aftalen, der omfatter landets hidtil største fjernaflæsningskontrakt, sikrer at SEAS-NVE’s forbrugere vil få skiftet måleren inden udgangen af 2011. I aftalen indgår også de lokale elforsyninger i Vordingborg, Køge, Næstved og Nakskov.

SEAS-NVE og Eltel Networks har indgået aftale med SimService om levering af en totalløsning på GPRS abonnementer i et lukket datanetværk til fjernaflæsning af elmålere via PLC.

”Ordren gik til SimService, fordi de kan levere et samlet setup, der lever op til de krav og ønsker, vi stillede i vores udbud til en leverandør med adgang til både Sonofons og TDCs datanetværk. Desuden var SimService konkurrencedygtig på prisen, hvilket også er af stor betydning,” udtaler Gordon Pedersen, Teknisk chef i SEAS-NVE.

Hele udrulningen styres i et online administrationssystem der håndterer alle funktioner før, under og efter en implementering i fjernaflæsningsprojektet.

Kort om SimService

SimService er en dedikeret M2M operatør der tilbyder kundetilpassede løsninger, hvor mobilnetværket anvendes til datakommunikation i udveksling af informationer mellem enheder.

Kunderne har et samlet overblik over deres enheder og SIM-kort via Sim Online, et online administrationssystem, som tilpasses individuelt til kunden. SimService leverer bl.a. M2M løsninger inden for fjernaflæsning samt styring, regulering og overvågning.

SimService etablerer og drifter sikre mobile netværk herunder betalingsnetværk til eksempelvis mobile betalingsterminaler og P-automater samt håndterer SIM Inside i bærbare PC’ere.

  • SimService blev etableret i 2006
  • 100 % danskejet og selvfinansierende selskab
  • 6 ansatte med mange års erfaring fra telebranchen
  • Udviklingshus i Vilnius (Litauen) og Lahore (Pakistan)


Ny type kommunikation og målere

Forsyningsselskaberne får en række fordele ved at overgå til den nye type af målere og aflæsning via GPRS leveret af SimService. For det første er der flere interne processer, der kan effektiviseres i selskaberne. For det andet får selskaberne mere detaljerede måledata og dermed en helt ny mulighed for at yde en mere målrettet energirådgivning. De energidata som hjemtages giver desuden bedre muligheder for at planlægge drift og vedligehold, ligesom målerne også bevirker en langt hurtigere administration og registrering, når kunderne flytter bopæl eller selskab.

Automatisk aflæsning åbner mulighed for at f.eks. elregningen bliver nemmere at forstå, idet man vil overgå til afregning af det faktiske forbrug i stedet for aconto afregning som kendes i dag. Elkunderne vil også via internettet få mulighed for at følge deres forbrug langt tættere, end de kan det i dag og får dermed et professionelt værktøj til at styre og nedsætte forbruget - også på afstand, f.eks. i sommerhuset.

En anden mulighed er, at kunderne modtager prisinformation, der fortæller dem, hvornår det er billigst at starte for tørretumbleren. Elpriserne varierer over døgnet, og el er typisk billigere om natten, hvor der er stor vindmølleproduktion. På den måde har de nye målere en dobbelt effekt, fordi de er gode for kundernes pengepung og samtidig gør noget godt for miljøet.

Fremtidssikret teknologi

Teknologien indeholder væsentlige fremadrettede funktionaliteter, som vil udgøre platformen for SEAS-NVE’s strategiske udvikling om en høj grad af energistyring sammenholdt med et højt serviceniveau for kunderne.

Én af de unikke features ved de intelligente målere er, at softwaren via GPRS i det lukkede netværk fra SimService kan opgraderes i målerne efterhånden som behov for yderligere funktionaliteter opstår, eller fremtidige lovkrav kræver en justering af den måletekniske del. - Dette fremtidssikrer investeringen!

Denne løsning giver desuden mulighed for at kommunikere med andre målere så som vand, varme og gas. En palette af services, som SEAS-NVE kan tilbyde andre forsyningsselskaber.

Målernes kommunikationsinfrastruktur arbejder i realtid, så SEAS-NVE kan følge den enkelte husstands forbrug og rådgive kunden telefonisk, endvidere kan forsyningsmæssige alarmer og begivenheder håndteres når de opstår.

Kort om ELTEL Networks (www.eltelnetworks.com)

  • Eltel Networks er det førende infranetselskab i Nordeuropa.
  • Eltel Networks er Nordeuropas største leverandør til forsyningsselskaberne med både drift og vedligehold samt anlægsprojekter med udbygning af forsyningsnettet
  • ELTEL har ca. 9.000 medarbejdere i de nordiske lande samt Polen, Baltikum og Rusland
  • ELTEL Networks havde i 2007 en omsætning på 858 mio. EURO
  • Hovedparten af kunderne er offentlige forsynings- og televirksomheder, men ELTEL leverer også drift og vedligehold på forsynings- og teleanlæg for et stigende antal private virksomheder
  • ELTEL Danmark har ca. 500 ansatte og havde en omsætning på 679 mio. DKK i 2007


Kort om SEAS-NVE (www.seas-nve.dk)

SEAS-NVE er Danmarks største kundeejede energiselskab. Kernekompetencen er at levere energi- og kommunikationsydelser til kunder i Danmark.

Produktpaletten spænder vidt fra kerneproduktet el til avanceret rådgivning om vindmølleteknologi. Overordnet set kan man dele SEAS-NVE’s produkter op i tre hovedkategorier

  • El-produkter
  • Rådgivningsprodukter
  • Netprodukter

SEAS-NVE er i dag blandt elsektorens absolut største, og virksomheden er Danmarks største kundeejede energiselskab.

SEAS-NVE har hovedsæde i Svinninge, men har to tekniske afdelinger i henholdsvis Haslev og Sdr. Ørslev. Virksomheden har ca. 600 ansatte fordelt på de tre afdelinger. SEAS-NVE har en omsætning på 2,6 mia. kr. og en balance på 14 mia. kr.

SEAS-NVE er et andelsselskab. At være et andelsselskab betyder, at alle kunder, som er tilsluttet SEAS-NVE´s elnet er andelshavere i SEAS-NVE og medejere af selskabet. Det gælder dog ikke de kommunale netområder i Korsør, Køge, Nakskov, Næstved, Slagelse og Vordingborg. Andelshaverne har mulighed for at præge selskabets fremtid og vælger repræsentantskabet, der er SEAS-NVE´s højeste myndighed.

SEAS-NVE har i dag ca. 335.000 andelshavere.